Michael Johansen

Livet er ikke lutter lagkage – Der er da også VAFLER!!!

  • RSS
  • Facebook
  • Twitter
  • Linkedin
  • Youtube

Danmark i krig med Libyen

Posted by Michael March - 20 - 2011 0 Comment

Torsdag den 17. marts 2011 vedtog FN’s sikkerhedsråd, med snævrest mulige antal stemmer, en resolution, der åbner mulighed for angreb på Libyen, for som det hedder ”at beskytte civilbefolkningen mod overgreb fra Muammar Quadaffy”.

Fredag den 18. marts vedtager et enigt dansk folketing, at bidrage til aktiv krigsførelse mod Libyen, ved at sende seks F16 jagere og 120 mand i krig.

I dag den 19. marts angriber franske og amerikanske styrker mål i Libyen, og de danske jagere holder stand-by på en base på Sicilien.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg på ingen måde støtter hverken Quadaffy eller andre diktatorer.
Jeg er heller ikke på nogen måde pacifist, eller på anden måde modstander af at opretholde et forsvar.

Men denne krigserklæring mod Libyen og Quadaffy styret bringer mig op i det røde felt.

De Libyske forhold er uhyre komplekse, og muligheden for at kunne gennemskue de mulige udfald af vores angreb er stort set lig nul.

Derfor er det så meget mere alarmerende, at det var et enigt folketing, der besluttede at sende vores børn i krig igen.

Det er en smuk tanke, at vi i vesten, i demokratiets, i frihedens navn, går i krig for, at andre kan opnå de samme rettigheder, som vi selv sætter så højt.

Problemet er bare, vi ikke har den fjerneste anelse om, hvem det er, vi reelt hjælper.

  • Vi ønsker at hjælpe en civilbefolkning – javel; men hvem er civilbefolkningen i et land, hvor alle er bevæbnede?
  • Vi ønsker at hjælpe oprørerne mod tyrannen Quadaffy – javel; men hvem er disse oprørere?
    Er det en demokratisøgende, ubevæbnet, undertrykt, majoritet af de Libyske folk?
  • Libyen er et feudalt stammesamfund og består af mere end 140 konkurrerende stammer – så hvem er det lige – det Libyske folk?
  • Er oprørerne måske bare nogle forsmåede stammer, der øjner muligheden for at få det naive vestens hjælp til selv at komme til magten?
  • Er oprørerne styret og koordineret af islamiske grupper, der blot venter på, at vesten har ryddet vejen for deres indtog?
  • Er angrebet et dække over, at mafiabossen Berlusconi’s frygter for at hans mangeårige dybe og indbringende engagement med Quadaffy, kunne bringe ham til et varrigt besøg i et fængsel?
  • Er angrebet et dække over, at den gennemkorrupte Sarkozy kun er præsident på grund af Quadaffy’s bestikkelsespenge?
  • Hvorfor er vi efter +40 år, lige pludselig så ekstremt villige til, med hovedet under armen, at ville fjerne Quadaffy? Han gør ikke noget nu, han ikke har gjort før!
  • Er vi villige til, at tage konsekvensen af denne krigserklæring – med mulige angreb på dansk jord?
  • Er ovenstående årsagen til U.S.A.’s langvarige tøven, ja faktiske modstand, af denne krig?
  • U.S.A.’s betingelser for deltagelse var bl.a. at den arabiske verden deltog i angrebet; hvor er disse arabiske styrker henne?

Når nu vi har så travlt med at ”beskytte civilbefolkningen mod overgreb” i Libyen, så forventes det vel også, at vi erklærer krig mod Kina? Tyrkiet? Israel? Yemen? Bahrain? Saudi-Arabien? Elfenbenskysten? Rusland? Zimbabwe? Congo? Sudan? Bahrain? Indien? Pakistan? Indonesien? Filippinerne? Malaysia? Iran? Listen er uendelig…..

Med alle disse ubesvarede spørgsmål, finder jeg det dybt foruroligende, at et enigt folketing hovedkulds kaster vores børn ind i endnu en krig, ikke for at beskytte vores grænser, men for at efterkomme nogle fuldkommen ukendte oprøreres ønske om vestlig militær hjælp. En hjælp deres arabiske brødre helt åbenbart ikke på eget initiativ er villige til at give dem!

Den danske krigserklæring svarer efter min mening til den tåbeligt naive rejsende, der indvilger i at tage en ukendt medpassagers bagage med gennem tolden for så at blive spærret inde som narko-kurer!

Og jeg er alvorligt bange for, at det ender med, vi bliver spærret inde i overført betydning.

Danmark kan, med den nuværende aktivistiske og krigeriske udenrigspolitik, ikke længer kaldes hverken fredselskende eller et fredeligt land.

Hvor jeg før anbefalede mine to drenge eventuelt at tage en uddannelse i forsvaret, må jeg nu i stedet på det kraftigste fraråde dem endsige at overveje at aftjene deres værnepligt!

Der var uhørt politisk enighed ja; men hvad med den folkelige ditto?
Jeg har med min stemme ikke givet noget folketingsmedlem mandat til på mine vegne, at erklære noget andet land krig!

Hvis nogen skulle finde på at organisere en demonstration mod dette galimatias, vil jeg for første gang i mit liv deltage en sådan!

Hvad fand** er det vi har indladt os på?
Hvor fand** er den folkelige modstand?
Hvem fand** giver man sin stemme til næste valg efter denne beskæmmende politiske enighed?

Torsdag den 17. marts 2011 vedtog FN’s sikkerhedsråd, med svævrest mulige antal stemmer, en resolution, der åbner mulighed for angreb på Libyen, for som det hedder ”at beskytte civilbefolkningen mod overgreb fra Muammar Quadaffy”.

 

Fredag den 18. marts vedtager et enigt dansk folketing, at bidrage til aktiv krigsførsel mod Libyen, ved at sende seks F16 jagere og 120 mand i krig.

 

I dag den 19. marts angriber franske og amerikanske styrker mål i Libyen, og de danske jagere holder stand-by på en base på Sicilien.

 

Lad mig med det samme slå fast, at jeg på ingen måde støtter hverken Quadaffy eller andre diktatorerer.

 

Jeg er heller ikke på nogen måde pacifist, eller på anden måde modstander af at opretholde et forsvar.

 

Men denne krigserklæring mod Libyen og Quadaffy styret bringer mig op i det røde felt.

 

De Libyske forhold er uhyre komplekse, og muligheden for at kunne gennemskue de mulige udfald af vores angreb er stort set lig nul.

 

Derfor er det så meget mere alarmerende, at det var et enigt folketing, der besluttede at sende vores børn i krig igen.

 

Det er en smuk tanke, at vi i vesten, i demokratiets, i frihedens navn, går i krig for, at andre kan opnå de samme rettigheder, som vi selv sætter så højt.

 

Problemet er bare, vi ikke har den fjerneste anelse om, hvem det er vi reelt hjælper.

 

Vi ønsker at hjælpe en civilbefolkning – javel; men hvem er civilbefolkningen i et land, hvor alle er bevæbnede?

Vi ønsker at hjælpe oprørerne mod tyranen Quadaffy – javel; men hvem er disse oprørere?

Er det en demokratisøgende, ubevæbnet, undertrykt, majoritet af de Libyske folk?

Libyen er et feudalt stammesamfund og består af mere end 140 konkurerende stammer – så hvem er det lige – det Libyske folk?

Er oprørerne måske bare nogle forsmåede stammer, der øjner muligheden for at få det naive vestens hjælp til selv at komme til magten?

Er oprørerne styret og koordineret af islamiske grupper, der blot venter på, at vesten har rydet vejen for deres indtog?

Er angrebet et dække over, at mafiabossen Berlusconi’s frygter for at hans mangeårige dybe og indbringende engagement med Quadaffy, kunne bringe ham til et varrigt besøg i et fængsel?

Er angrebet et dække over, at den gennemkorrupte Sarkozy kun er præsident på grund af Quadaffy’s bestikkelsespenge?

Hvorfor er vi efter +40 år, lige pludselig så ekstremt villige til, med hovedet under armen, at ville fjerne Quadaffy? Han gør ikke noget nu, han ikke har gjort før!

Er vi villige til, at tage konsekvensen af denne krigserklæring – med mulige angreb på danks jord?

Er ovenstående årsagen til U.S.A.’s langvarrige tøven, ja faktiske modstand, af denne krig?

U.S.A.’s betingelser for deltagelse var bl.a. at den arabiske verden deltog i angrebet; hvor er deres styrker henne?

 

Når nu vi har så travl med at ”beskytte civilbefolkningen mod overgreb” i Libyen, så forventes det vel også, at vi erklærer krig mod Kina? Tyrkiet? Israel? Yemen? Bahrain? Saudi-Arbien? Elfenbenskysten? Rusland? Zimbabwe? Congo? Sudan? Bahrain? Indien? Pakistan? Indonesien? Filippinerne? Malaysia? Iran?

 

Med alle disse ubesvarede spørgsmål, finder jeg det dybt foruroligende, at et enigt folketing hovedkulds kaster vores børn ind i endnu en krig, ikke for at beskytte vores grænser, men for at efterkomme nogle ukendte oprøreres ønske om vestlig hjælp.

 

Det svarer efter min mening til den tåbeligt naive rejsende, der indvilger i at tage en ukendt medpassagers bagage med gennem tolden for så at blive spærret inde som narko-kurér!

Danmark kan, med den nuværende aktivistiske og krigriske udenrigspolitik, ikke længer kaldes hverken fredselskende eller et fredeligt land.

 

Hvor jeg før anbefalede mine to drenge eventuelt at tage en uddannelse i forsvaret, må jeg nu i stedet på det kraftigste fraråde dem ensige overveje at aftjene deres værnepligt!

 

Politisk enighed ja; men hvad med den folkelige ditto?

 

Hvis nogen orgainserer en demostration mod dette galimatias, vil jeg for første gang i mit liv deltage en sådan!

 

Hvad fand** er det vi har indladt os på?

Hvor fand** er den folkelige modstand?

Hvem fand** giver man sin stemme til næste valg efter denne beskæmmende politiske enighed?

 

 

 

 

 

Du er velkommen til at dele dit synspunkt, selvom du er kritisk eller uenig med mig.


Den eneste betingelse er, at du accepterer at følge mine få enkle og fornuftige husregler.
Du kan finde reglerne her: [Reglerne er ikke skrevet endnu]


Alle kommentarer skal godkendes af en moderator, før de offentliggøres.

---

Feel free to share your point of view, even if you are critical or disagree with me.


The only condition is that you agree to follow my few simple and reasonable house rules.
You can find the rules here: [The rules has not been written yet]


All comments are subject to moderation before being published.

WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield


Sponsorer

  • Cheap Green Reliable Web Hosting From HostGator.com
  • There’s Power in the Web! $5.99 Domains at GoDaddy.com